Det må ikke være en straf at skrue ned for de søde sager.
Søde sager er ikke bare en blanding af ingredienser inklusiv sukker.
For mange kvinder er det blevet en slags… fristende ekskæreste. Du ved, typen der var sjov i starten, men som efterlod dig flad, udmattet og måske med lidt for stramme bukser. Og alligevel er der noget i os, der længes.
Vi sukker efter sukker, selvom kroppen reagere dårligt på det og vi har besluttet os for at skære ned.
Når det handler om at spise sundt og vælge sukker fra, er det ikke nok at vide hvorfor.
Du ved godt, hvad du burde spise. Du ved, at sukker ikke ligefrem hjælper på energi, søvn eller mavedellen (slet ikke den der følger med overgangsalderen).
Og alligevel så kan det virkelig være en “op af bakke” mission at stoppe. Det kan føles både træls og uretfærdigt.
Så lad os lige tale om noget vigtigere end madplaner og kalorier.
Nemlig: De briller du har på, når du kigger på sundhed.
Når sunde valg føles som et fængsel
Mange af de kvinder, jeg coacher (både 1:1 og i OverskudsUniverset), føler det som om, de kæmper en sej kamp med sukker.
De “må ikke” spise sødt. De “bør” tage sig sammen.
Og hver gang de forsøger at vælge sundt føles det som afsavn. Det er hårdt. En slags præstation.
Typisk efterfulgt af tanker a la:
“Det er også synd for mig, at jeg ikke må få…”
Det er den slags tanker, der popper op, når vi har taget de gamle, fedtede briller på. Dem der får det sunde valg til at ligne en straf. Og sukker til at ligne hygge, trøst og frihed.
Men hvad nu hvis det ikke er det sunde valg, der er problemet…
men hvordan vi tænker om det?
Når vi ser sundhed som noget, vi skal kæmpe os igennem, bliver det hårdt at vælge rigtigt.
Men når vi skifter perspektiv og begynder at se vores valg som en måde at passe på os selv, ændrer følelsen sig.
Det handler ikke om at opgive alt det rare! Det handler om at vælge det, der bliver ved med at føles rart også bagefter.
Fra offer til selvkærligt (søde) valg
Når vi ser os selv som ofre for vores madvalg, som nogen der er tvunget til at sige nej, så bliver hvert eneste sunde valg hårdt. Vi mærker modstanden. Hjernen disker om med en gang indre drama og vi føler os udenfor og snydt.
Og det er spring-køen-over billetten til en tur i rutsjebanen:
“Jeg må ikke… så nu har jeg fortjent… og nu har jeg ødelagt det… så nu kan det også være lige meget.”
Det er lidt som at slå op med en ekskæreste, som du godt ved ikke var god for dig, men alligevel stalker du ham på Facebook. Kan ikke lade være at tænke: “Han var jo også sød engang…”
Og inden du har set dig om, står du og sender små suk mod dessertbuffeten og tænker, at det er synd, du ikke må få.
Men du må godt.
Du kan bare vælge noget andet, fordi du vil passe på dig selv og din krop. Fordi du fortjener at have det godt.
Det er lidt som en magisk tryllestav. Når vi kan tage ansvar og tænke:
“Jeg vælger det her for min skyld. Af selvkærlighed”
…så sker der et skift.
Så bliver det både rart og nemt at sige nej. Ikke fordi du skal, men fordi du har valgt det med vilje.
Og dét giver ro og for mange en slags tilfreds stolthed.
Siger du modvilligt nej med følelsen af at gå glip af noget?
Eller vælger du selvkærligt fra – og mærker friheden ved det?

Ser du de sunde valg med søde eller sure briller?
Det handler ikke kun om, hvad du spiser. Det handler om, hvordan du tænker om det, du spiser. Eller ikke spiser.
Vi tror tit, at det er de søde sager og maden i sig selv, der føles hård at sige nej til. Men i virkeligheden er det altid vores tanker, der er problemet. Din hjerne er en bandit. Det er tankerne der giver følelsen af at blive snydt. Og gør det svært.
Eller sagt på en anden måde.
Det er de briller, du har på når du vælger, der afgør om det er nemt.
Med de gamle skæve briller føles det surt. Som en slags kraftanstrengelse. Som om nogen tager noget fra dig.
Med de nye klare briller føles det som en gave. Et selvkærlig og bevidst tilvalg. Et “nej tak” der lyder som “ja tak” til din krop.
Jeg oplever det i coachingsessioner igen og igen. Når du formår at lave det skift bliver alting MEGET nemmere. Det begynder at føles som frihed, at kunne vælge sukker og andre søde sager fra. Energien stiger og vægttabet tager fart uden så mange udsving.
Eksempler fra hverdagen
Forestil dig det her:
Du er til middag. Du er mæt, tilfreds og egentlig godt tilpas i kroppen. Men så kommer desserten. Og pludselig starter hele cirkusset. Din hjerne kører afsted:
“Åh, det ser lækkert ud. Alle de andre får. Det er også synd, hvis jeg skal undvære. Jeg burde jo sige nej… men jeg har også haft en lang dag.”
Hvis du sidder med gamle briller på, føles det næsten som en udelukkelse. Du mærker modstanden, selvom du egentlig ikke har lyst eller plads i maven til desserten.
Men med de klare briller kan det samme øjeblik føles helt anderledes:
“Jeg har det faktisk rigtig rart lige nu – og det vil jeg gerne blive i. Jeg vælger at springe over. Ikke fordi jeg skal. Men fordi jeg vil have det godt i både maven og hovedet bagefter.”
Det er det samme bord, den samme dessert og den samme dig.
Men tankerne – og dermed følelsen – er helt forskellige.
Vil du have flere eksempler og vinkler på at skifte tanker omkring de sunde valg? Lyt også til podcast episode 227: Sundhed – surt eller selvkærligt
Teknik: Fra straf til frihed sådan 
- Spørg dig selv: “Hvilke briller har jeg på lige nu?”
- Når du skal vælge mad, så spørg: “Hvordan vil jeg gerne have det bagefter?”
- Drop “jeg bør” og spørg i stedet: “Hvad vælger jeg – og hvorfor?”
Og sørg så lige for, at du kan lide dit valg!
Og ja… det er sværere i overgangsalderen
Når hormonerne svinger som en en betalt forlystelse og energien er lav, er det nemmere at falde i sukkerfælden.
Du er træt, irritabel og har brug for et hurtigt fix. Og sukkeret lover at hjælpe.
Din hjerne lover guld og grønne skove, hvis du bare lige….
Men virkeligheden er, at du “belønnes” med 20 minutters energi efterfulgt af et crash og en mave der triller ud over buksekanten hurtigere end du kan stave til Ib.
Derfor er det netop i overgangsalderen, at de rette briller bliver ekstra vigtige.
For her handler det ikke om at være hård ved sig selv, men om at være ekstra god ved sig selv og sin krop på den lange bane.
Er du klar til at skifte perspektiv? Gøre det lettere for dig selv på den lange bane?
Hvis du er klar til at arbejde med det mentale omkring dine madvalg og måde du passer på dig selv, så lad os få en snak! Du kan ansøge om en gratis “roadmap”-session HER. Så finder vi en tid at hoppe på zoom eller telefonen og få en snak!
☝ Husk:
Du behøver ikke ofre dig selv for at være sund.
Du må gerne spise kage, så længe du nyder det 100%
– uden dårlig samvittighed.
Og når du vælger det fra, så lad det være dit kærlige valg.
Klap dig selv på skulderen bagefter.
Kærligst Malene
-Din lifecoach
Gratis ressource: Forstå din sukkertrang
Jeg har lavet en kort 20 minutters undervisning “Forstå din sukkertrang”, som kan hjælpe dig med at forstå, hvilke andre mekanismer der kan være på spil når det gælder dit forhold til søde sager.
Få adgang til undervisningen her
Episode 227: Sundhed – surt eller selvkærligt Lyt fra bloggen – Apple – Spotify
Episode 153:Dopamin problemet. Og hvad det har med sukker at gøre Lyt fra bloggen–Apple– Spotify
Episode 218: Få kontrol over dine sukkervaner Lyt fra bloggen – Apple – Spotify
Episode 13: Har sukker fået magten over dig? Lyt fra bloggen – Apple – Spotify



Seneste kommentarer